Arrangementsbeskrivelse

STU-foreningen Consentio inviterer medlemmer af Consentio, ledere og medarbejdere, til foreningens årsmøde i 2019.  Et par spændende dage fyldt med faglig input, gode drøftelser, god mad, underholdning, generalforsamling og hyggeligt samvær. Vi har i år forsøgt at tilrettelægge programmet, så det i højere grad også henvender sig til medarbejdere. 

Program

Torsdag den 31. oktober 2019:  

 9.30-10.20 Registrering og kaffe 

10.20-10.30 Velkomst v/ Henrik Friis, formand, Consentio 

10.30-12.00 Henriette Boysen, de professionelle mødeøjeblikke – når kontakt heler (se beskrivelse længere nede)

12.00-13.00 Frokost 

13.00-14.00 Steen Rassing, Sekundær Traumatisering (se beskrivelse længere nede)

14.00-14.45 Pause og indtjekning 

14.45-18.00 Generalforsamling

En længere generalforsamling, hvor vi diskuterer foreningens  politik og sætter pejlemærker for det kommende års arbejde.

Bestyrelsen vil udarbejde en beretning, der samtidig som debatoplæg vil stille skarpt på visioner og aktuelle problemstillinger, hvor vi håber på vægtige bidrag fra forsamlingen i en levende debat.(Genereralforsamlingen er også åben for medlemmer, der ikke deltager i resten af årsmødet.)

19.00 Middag 

Fredag den 1. november: 

9.15-11.30 Knud Romer, Må vi være her? (Se beskrivelse længere nede)             

11.30-12.00 Afslutning på årsmødet 

12.00-13.00 Frokost 

Om oplæg og oplægsholderne: 

Sekundær traumatisk stress og udbrændthed (Steen Rassing)

Arbejdet med omsorg for mennesker der er i krise, har oplevet svære eller traumatiske livsvilkår, herunder relationsarbejde med børn og unge med funktionsnedsættelse, psykiatriske diagnoser eller omsorgssvigt i bagagen, kræver meget af fagpersonen, både fagligt og emotionelt. Ind i mellem har dette arbejde en høj pris for fagpersonen på det personlige felt, da man i omsorgsarbejdet er i risikozonen for det, der populært kaldes empatitræthed. Empatitrætheden er en følge af en eller kombinationen af sekundær traumatisk stressreaktion og/eller udbrændthed. Når det sker, oplever mange fagpersoner en tvivl på sig selv, og det arbejde som før var både meningsfuldt og engagerende, kan blive uoverskueligt og skræmmende, fremkalde stressreaktioner eller måske endda fremkalde følelser af ligegyldighed, energiløshed eller depressivitet.

Alle, der anvender deres empatiske system i arbejdet med andre mennesker kan blive ramt, så det er vigtigt at kende til symptomerne og forstå, hvordan man forebygger eller håndtere det, når det opstår.

I mit indlæg vil jeg give jer en introduktion til dette felt, og herunder give jer et indblik i:

• Forskellen på den sekundære traumatiske stressreaktion og udbrændthed
• Symptomer på ovenstående
• Hvad man gør for at forebygge og gøre sig mere robust
• Hvad gør man, når man er ramt.

Steen Rassing er psyktoterapeut og parterapeut samt supervisor. Han har haft selvstændig terapeutisk praksis i mere end 10 år, hvor han har specialiseret sig i emotionsfokuseret terapi med individuelle og par, og der ud over har Steen i gennem mere end 20 år også arbejdet med procesfacilitering og undervisning i organisationer. Steen Rassing er desuden underviser på EFT-instituttet. Du kan finde ham på www.steenrassing.dk

Empatisk kommunikation som professionel kompetence – når mødet heler! (Henriette Boysen)

Alle mennesker har brug for at blive hørt, set, mødt og accepteret. Det får os til at føle os betydningsfulde, og for mennesker der er psykisk sårbare, og som er udfordret af livet på forskellig vis, er det ekstra vigtigt. Hvis vi er utrygge og føler os utilstrækkelige har vi svært ved at holde os åbne og modtagelige, og derved optage læring og udvikle os. 

Det er ikke nok at fagpersonen blot er et omsorgsfuldt og velmenende menneske. Han/hun skal være i stand til at kommunikere bevidst og professionelt empatisk. 

Med en kommunikativ empatisk bevidsthed skaber den professionelle en ramme hvor selve ’mødet’ kan blive en afgørende del, måske en forudsætning for, at eleven kan flytte sig.

Som fagperson kan man skærpe sit empatiske instrument, gøre det til en professionel kompetence, og derved arbejde mere nærværende, emotionelt regulerende, mere effektivt, og paradoksalt nok, mindre opslidende.

Mit indlæg vil indeholde elementer af: 

• Hvad er empati, tuning og mentalisering?
• En kort introduktion til empatisk kommunikation og det neuroaffektive perspektiv
• Hvad er et ’mødeøjeblik’ og hvad har det af betydning
• Hvordan kan det anvendes til psykisk sårbare og mennesker med diagnoser?
• Små øvelser og opsamling

Om Henriette Boysen:

Jeg er oprindeligt uddannet jordemoder med speciale i psykisk sårbare gravide og deres familier.

Senere uddannede jeg mig til psykoterapeut, med en videreuddannelse i emotions-fokuseret terapi i USA og Canada, og efterfølgende forfulgte jeg det neuroaffektive tilgang.

Jeg har min egen praksis i Kbh. på 16.år, er underviser på psykoterapeutisk institut, holder foredrag og er supervisor for psykologer, psykoterapeuter, AKT-lærere og fagpersoner inden for den socialfaglige verden. Jeg har sammen med min partner firmaet AcademyCph, hvor vi bl.a. udbyder kurser, workshops og skræddersyede videreuddannelsesforløb til det socialfaglige felt, senest hos Fontanaskolen, Østerbro KBH., ved Per Saaby. www.academycph.dk/boysenterapi.dk

Knud Romer.
 

De fleste kender til Knud Romer. Hans arbejde som forfatter, radiovært, debattør og foredragsholder har bragt ham rundt i mange kroge af alverdens temaer og emner. En ting står dog fast i rigtig meget af hans arbejde. Knud Romer er en værdig ambassadør og talerør for anormaliteten. At samfundet ikke behøver blive alt for homogent.
 
Han er vokset op med nogle plejebørn med downs, har medvirket i Idioterne (lars von trier), har turneret rundt sammen med Alexander von oettingen (https://www.folkeskolen.dk/636876/alle-har-ret-til-pissedaarlig-undervisning ) og har netop skrevet i berlingske tidende omkring det offentlige (https://www.berlingske.dk/samfund/knud-romer-jeg-er-bange-for-det-offentlige ), så der er nok at tage af. 

Må vi være her?

Det er den økonomiske rationalitet, der bestemmer over tilværelsen som helhed, og alt og alle, der ikke er nødvendige midler til det rationelle mål og kan betale sig i form af et afkast, er netop det: unødvendigt. Det er alle de andre: som bliver fyret, skilt, syge, gamle og bor i udkanten og ghettoer – og dør. Men det er det ikke: det er os selv, der er de andre – hvem skulle det ellers være? Så hvis vi vil have lige og ordentlige vilkår for os selv, skal vi behandle de andre som en del af det menneskelige fælleskab. Det kan tids nok blive din tur.